DOBBELT DONATION
(ÆG OG SÆD)

Vi gør alt for at du får en god oplevelse

ÆGDONATION

Modtagelse af donoræg

Denne vejledning er til par eller enlige, hvor kvinden behandles med æg, som er doneret af en anden kvinde.
Det er i Danmark tilladt at befrugte donoræg med modtagerens mands sæd eller med donorsæd.

I forbindelse med donor-donor behandling (dobbeltdonation) skal mindst én af donorerne være ikke-anonym.

 

Hvem kan modtage donoræg?

Ægdonation anvendes til følgende kvinder:

  1. Kvinder som er gået tidligt i overgangsalder, og derfor ikke længere producerer æg.
  2. Kvinder der har Turner’s syndrom og er født uden æggestokke.
  3. Kvinder der har fået fjernet æggestokkene pga. kræft, endometriose eller infektion.
  4. Kvinder hvis egne æg ikke kan føre til graviditet.
  5. Kvinder under 46 år.

Hvilke krav stiller vi til den kvinde, der giver æg (ægdonoren)

  1. Kvinden må højst være 35 år.
  2. Kvinden skal være fysisk og psykisk rask.
  3. Kvinden skal være ud af en rask familie uden kendte arvelige sygdomme.
  4. Kvinden skal være undersøgt for leverbetændelse (Hepatitis B og C), AIDS (Hiv virus) og syfilis. Disse prøver må højst være en måned gamle ved ægudtagningen.
  5. Det skal understreges, at kvinden ikke er undersøgt for, om hun er bærer af arvelige sygdomme, da dette ikke er praktisk muligt

 

Første konsultation før modtagelse af donoræg

Ved denne konsultation vil vi optage en journal og informere om ægdonationsproceduren. Der foretages ultralydsscanning af livmoder og æggestokke, og efterfølgende lægges en plan for behandlingen.
Evt. forudgående fertilitetsbehandling vil blive gennemgået og brugt til at skræddersy den ideelle behandling. Vi vil derfor altid bede om en kopi af tidligere journaler, som fremsendes inden den første, uforpligtende samtale.

 

Kvinden vil få udleveret recept på:

Hormoner til stimulation af donor og sig selv.

 

Sæd fra partner

I forbindelse med ægdonation skal manden på forhånd aflevere en sædprøve, som bliver frosset ned til befrugtning af donoræggene. Sædprøven kan laves her på klinikken eller tages med hjemmefra, hvis transporttiden er under en time. I kan få udleveret et bæger til sædprøven på klinikken. Sædprøven skal opbevares varmt under transporten (under trøjen, så den ikke afkøles).

 

Donorsæd

Der kan anvendes anonym donorsæd fra European Sperm Bank, som vi altid har en repræsentativ beholdning af.

Ved behov eller ønske om ikke-anonym donorsæd, kan denne bestilles fra enten European Sperm Bank, Cryos eller SellmerDiers Sædbank på parrets/kvindens egen regning. Vi kan opbevare sæden mod et årligt gebyr (se gældende prisliste).

 

Hormonbehandling til ægmodtagere (recipienter) med regelmæssig menstruationscyklus

Når du/I er informeret om, at der er nedfrosne, befrugtede æg klar, kan vi planlægge ægoplægningen. I første omgang skal kvinden ikke tage hormoner, men blot møde til en scanning efter 10-12 dage, så vi kan holde øje med væksten af den dominerende æggeblære. Når denne når en størrelse på 17-20 mm., skal der tages en ægløsningssprøjte (typisk Ovitrelle 250 mikrogram) og ægoplægningen vil så foregå 1 uge senere. Alle får herefter et tilskud af Ovitrelle, 12 klik på ægoplægningsdagen og 12 klik 4 dage senere for at sikre hormonproduktionen. Når lægen skønner det gavnligt, skal der desuden tages et progesterontilskud i form af Crinone gel eller Lutinus efter skema og indtil svar på graviditetstest 12 dage senere. Du tager selv en urin-test, men får desuden en blodprøve via egen læge eller på nærmeste sygehuslaboratorium.

 

Hormonbehandling til kvinder, som sjældent eller aldrig har menstruation

Når du/I er informeret om, at der er nedfrosne, befrugtede æg klar, kan vi planlægge ægoplægningen. Slimhinden bygges op og gøres modtagelig vha. østrogen. Der skal tages Østradiol 2 mg, 3 tabletter til nat eller østrogenplaster (2 x 75 mikrogram hver anden dag) for at bygge slimhinden op.

Du skal møde til ultralydsskanning efter ca. 10 dages behandling. Vi vil her kontrollere om livmoderslimhinden er klar til at modtage det befrugtede æg. Har den et korrekt udseende og tykkelse, finder vi sammen en passende dag til ægoplægning. Crinone eller Lutinus opstartes 6 dage før oplægningen efter instruks.

Efter ægoplægningen skal du fortsætte med Østradiol tabletter eller østrogenplaster samt Crinone eller Lutinus efter skema de næste 12 dage, hvorefter du skal have taget en graviditetsblodprøve hos egen læge. Det er vigtigt, at du fortsætter med alle hormoner indtil der er svar på graviditetsprøven, uanset hvad en evt. urin-test har vist.

 

Når vi har æg til jer

Når der er donoræg til jer, vil vi kontakte jer telefonisk og give instrukser vedrørende opstart af Østradiol eller scanning i egen cyklus.

 

Ægoplægning med donoræg

Ægoplægningen foregår som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse.

Ægget lægges op i selve livmoderen med et tyndt plastikkateter, som føres op gennem livmoderhalskanalen. En sygeplejerske vil samtidig scanne på maven, så vi kan følge kateteret og sikre den rette placering af ægget. Proceduren er normalt fuldstændig uden ubehag. Du skal møde med halvfyldt blære, dvs. at du skal lade vandet to timer før og efterfølgende drikke et stort glas vand 1-2 timer før ægoplægningen. Fordelen ved en fyldt blære er, at denne giver et langt tydeligere ultralydsbillede og udretter vinklen mellem livmoderhals og livmoderhule, således at ægoplægningen lettes.

 

Bivirkninger i forbindelse med Crinonebehandling og Østradiol

Nogle kvinder vil opleve, at der kommer en del klumpet, gråligt udflåd fra skeden i forbindelse med anvendelse af Crinone. Overskydende rester bør fjernes om morgenen i badet.

Da du behandles med en relativt stor dosis af kvindeligt kønshormon Østradiol, kan der opstå bivirkninger i form af træthed og væskeophobning, brystspænding og oppustet mave, samt trækkende smerter i underlivet.

 

Forholdsregler efter ægoplægning med donoræg

Efter ægoplægningen skal du tage den lidt med ro og evt. sygemeldes fra arbejde nogle få dage indtil æggene har sat sig fast 1-2 dage senere. Æggene er kun 1/10 mm store, og kan ikke falde ud af livmoderen. Det anbefales dog at holde sig fra hård motion, svømmehal og karbad i 2 uger efter. Samlivet kan genoptages efter 1 uge.

 

Når graviditetsblodprøven er positiv efter oplægning af donoræg

Er graviditetstesten positiv, fortsættes behandlingen med såvel Østradiol som Crinone i yderligere 6 uger indtil 10 graviditetsuge. Kvinder, der behandles i naturlig cyklus tager ingen hormoner eller fortsætter med Crinone efter aftale. Graviditetsskanning foretages 3-4 uger efter positiv test.

Fosteret bliver ikke skadet af, at du tager hormoner i begyndelsen af graviditeten.

 

Hvis graviditetstesten er negativ

Hvis graviditetsblodprøven er negativ, ophører du med både Østradiol og Crinone. Nogle dage efter vil der komme en blødning. Kvinder, der har fået æg oplagt i naturlig cyklus vil typisk få en blødning, hvis ægget ikke har sat sig fast. Crinone kan udsætte denne blødning og skal ikke fortsættes ved negativ test.

Hvis der er flere æg nedfrosne kan du, efter aftale, starte med en ny behandling efter samme princip som tidligere.

 

Fertilitetsklinik IVF-SYD
Skærbækvej 4
7000 Fredericia
Tlf.: 76 24 50 20
E-mail: info@ivf-syd.dk

Cvr nr. 40913637

Skanningsklinik på Sjælland
Gynækolog Charlotte Floridon
Ahlgade 51, 2
4300 Holbæk
Tlf.: 59 44 13 01
kontakt@gynfloridon.dk
gynfloridon.dk

Skanningsklinik på Fyn
Gynækolog Stinne Bergholdt
Vestergade 39, 3 tv.
5000 Odense
Tlf.: 66 13 60 12
gynbergholdt.dk

 

 

© Fertilitetsklinik IVF-syd

Udarbejdet af Byro