UDHENTNING AF SÆDCELLER FRA TESTIKLEN

Vi gør alt for at du får en god oplevelse

Testisbiopsi og TESA

Manglende sædceller i sædprøven

Hvis der ikke findes sædceller i sædprøven (azoospermi), ved undersøgelse på enten det lokale sygehus eller her på klinikken, kan dette skyldes manglende dannelse af sædceller i testiklen eller mangel på sædceller i sædvæsken.

Manglende dannelse af sædceller i testiklen kan være opstået som følge af en medfødt defekt i testikelvævet, mens manglende sædceller i sædvæsken kan skyldes en aflukning af sædlederne, eksempelvis forårsaget af en klamydiainfektion.

Man kan undersøge om der findes levende sædceller i testikelvævet, ved at tage en lille prøve fra testiklen (testisbiopsi). Såfremt der ved denne testisbiopsi findes sædceller, kan man senere foretage samme indgreb igen i forbindelse med IVF behandling af kvinden, hvor man vha. mikroinsemination (ICSI) befrugter æggene med mandens sædceller (se beskrivelse i næste afsnit under TESA).

Hvis der ikke findes sædceller ved en testisbiopsi kan der foretages donorinsemination (se patientinformation om insemination med donorsæd).

Testisbiopsi

Indgrebet, som er ganske smertefrit, foretages her på klinikken og tager ca. ½ time. Parret får svar på undersøgelsen umiddelbart efter indgrebet. Der lægges lokalbedøvelse i lysken og på pungen, hvorefter der foretages steril afvaskning, medens lokalbedøvelsen når at virke. Smertestillende medicin (Morfin) tilbydes og gives i en blodåre via en kanyle lagt i hånden. Efter ca. 5 min. udtages prøven fra testiklen ved hjælp af en tynd nål. De fleste mænd oplever meget lidt ubehag i forbindelse med indgrebet. I laboratoriet på klinikken undersøges det udtagne materiale for tilstedeværelsen af sædceller.

 Efter indgrebet

Der kan være lette smerter i pungen og lysken nogle dage efter indgrebet, hvorfor det tilrådes at holde sig i ro i et par dage. Manden må gerne gå på arbejde, blot det ikke drejer sig om meget hårdt fysisk arbejde. Smertestillende tabletter i form af Panodil kan tages efter behov, men max. 2 tabletter 4 gange dagligt.

Ved stærkere smerter, hævelse, rødme eller feber kontaktes Fertilitetsklinik IVF-SYD eller egen læge/vagtlæge. Dette forekommer dog yderst sjældent.

TESA

Hos mænd, der tidligere er steriliseret eller mænd, hvor ovenstående testisbiopsi har vist sædceller i testiklen, er det muligt at udtage sædceller fra testiklen (TESA, testiculær sædcelle aspiration) i forbindelse med IVF behandling. Disse sædceller kan isoleres og bruges til at befrugte kvindens æg efter ægudtagningen.

Efter en sterilisation vil der som regel være sædceller at finde, også selv om sterilisationen er foretaget mange år tidligere. 

Udtagelse af sædceller fra testikel i forbindelse med IVF behandling

TESA foretages samme dag og helst lige før, kvinden skal have foretaget ægudtagning. TESA foregår præcis som ovenfor beskrevet under afsnittet testisbiopsi. Man udtager kun ganske få sædceller i forbindelse med en TESA, da det kun er nødvendigt at udtage samme antal sædceller, som der er æg. Pga. de få sædceller befrugter man altid kvindens æg vha. mikroinsemination, kaldet ICSI (Intracellulær Sædcelle Injektion). Ved ICSI føres sædcellen, under mikroskop, ind i ægget ved hjælp af en tynd glas nål.

I meget sjældne tilfælde kan det forekomme, at der ikke findes levende sædceller i forbindelse med ovennævnte indgreb, også selvom tidligere prøver har vist tilstedeværelse af sædceller. Man bør derfor inden ægudtagningen tage stilling til, hvis denne situation opstår, om de udtagne æg skal befrugtes med donorsæd, destrueres eller fryses ned som ubefrugtede æg.

 

 

Skal vi
ringe dig op?

Det er gratis og ganske uforpligtende

Fertilitetsklinik IVF-SYD
Skærbækvej 4
7000 Fredericia

Tlf.: 76 24 50 20
E-mail: info@ivf-syd.dk