Hvornår kan der tilbydes IVF behandling?

Første konsultation for kvinder/par som skal behandles med IVF

Hvis I tidligere har modtaget barnløshedsbehandling i form af hormonstimulation eller inseminationsbehandling på sygehus eller anden fertilitetsklinik, enten offentlig eller privat, vil det være en fordel, hvis I skaffer kopi af den tidligere journal og medbringer den til samtalen.

Har I tidligere gennemgået IVF behandling vil vi foruden kopi af journalen også meget gerne se de tidligere embryo udviklings-skemaer, også kaldet ”æggeskemaer”. 

I er meget velkomne til at sende dem til os et par dage i forvejen, så vi kan nå at sætte os ind i jeres historie inden samtalen.

Ved konsultationen vil vi optage en journal på jer begge og snakke med jer om hvilken behandling I ønsker og hvad I forventer af en eventuel behandling. Der foretages en ultralydsscanning af livmoder og æggestokke, og efterfølgende lægges en plan for jeres behandling.

Det ligger os meget på sinde at tilpasse behandlingen til hver enkelt patient/par og skræddersy en behandling, der passer til netop jer.

Inden samtalen vil vi tilråde kvinder over 40 år at få foretaget en blodprøve på 2., 3. eller 4. cyklusdag for at få målt hormonværdierne FSH, LH og Østradiol. Dette sker via egen læge. Hormonprøverne bruges til at undersøge, om kvinden nærmer sig overgangsalderen, hvilket kan have stor betydning for både behandlingen og behandlingsresultaterne.

Svar på prøverne bedes sendt til os, så snart svar haves.

Hvornår kan vi komme i behandling?

I kan selv vælge, hvilket tidspunkt I ønsker behandling. Som oftest kan I starte behandling umiddelbart efter den indledende samtale.

Test for smitsomme sygdomme samt vaccinationer

Ifølge Vævsloven, skal alle patienter i IVF behandling via en blodprøve testes for smitsom leverbetændelse (Hepatitis B og C )  og AIDS (HIV 1 og 2). Hvis I tidligere har fået taget disse blodprøver må I gerne medbringe kopi af svarene. Jeres navn, CPR-nummer, nøjagtige tests og dato for blodprøven skal fremgå af svaret. Blodprøverne må maksimalt være to år gamle. Hvis I ikke er blevet testet før, vil vi tage blodprøverne ved 1. konsultation. Inden opstart på behandling skal vi have svar på prøverne, som skal være negative. Vi har som regel svar indenfor en uge.

Det er vigtigt, at kvinden enten har haft eller er vaccineret mod Røde Hunde mindst tre måneder inden behandlingsstart.

Vi anvender primært to forskellige behandlingsformer:

Ad. A. Fordelene ved den lange behandling, som er den mest anvendte behandlingsform til IVF globalt set er, at den typisk giver flest ensartede æg, og derved også flest brugbare æg. Den er nem at tilrettelægge, da forbehandling af æggestokkene med næsespray/indsprøjtning, som led i nedregulering af disse, kan forlænges med ekstra dage, hvorved skanninger, ægudtagning mm. kan planlægges i god tid ud fra kvindens/parrets ønsker. Ulempen er, at nogle kvinder får bivirkninger af nedreguleringen (beskrives nærmere i senere afsnit).

Ad. B. Fordelen ved den korte behandling er, at den er tidsmæssig kort, og at der IKKE forbehandles med næsespray/indsprøjtning, således at kvinden undgår bivirkninger af disse. Ulempen er, at den kan give færre og flere umodne æg, hvorved det samlede antal brugbare æg kan være reduceret i forhold til den lange behandling. Den er lidt sværere at tilrettelægge, da behandlingsstart afhænger af kvinden cyklus, idet behandlingen allerede påbegyndes 2-4 dage efter menstruationens start. Den anbefales især til unge fertile kvinder, hvor manden har nedsat sædkvalitet eller kvinder med få æg.

Lang behandling med næsespray/indsprøjtning

Du kan forvente, at skulle møde på IVF-SYD på følgende dage efter 1. konsultation: 

På 21.cyklusdag og 1. stimulationsdag behøver du dog ikke at møde op på selve dagen, men kan godt komme et par dage før (men aldrig efter!), hvis der er problemer med at møde den specifikke dag.

Tilmelding til behandling

Når I har været til 1. konsultation og samtale, hvor der er lagt en behandlingsplan, udleveret recepter, og udfærdiget kontrakt på behandling/er, kan kvinden melde sig til IVF behandling på 1. menstruationsdag (den 1. dag, hvor du har en rigtig menstruationsblødning fra morgen til aften, og derfor må anvende bind eller tamponer, dvs. det skal ikke blot være en pletblødning).

Denne dag skal du ringe til IVF-SYD

tlf. 76 24 50 20 fra kl. 9.15-12.00 og 12.30-14.30.

Såfremt din menstruation kommer fredag efter kl. 14.30 eller i weekenden, kan du ringe mandag eller en af de nærmeste dage i telefontiden.

Vi giver dig en dato og tid til ultralydsscanning senest 21 dage efter din menstruations begyndelse (21. cyklusdag, hvis du har 28 dages cyklus. Hvis du har en kortere eller længere menstruations-cyklus startes behandling ca.1. uge før forventet menstruation).

Eksempel: 26 dages cyklus = 19. dag

                      27 dages cyklus = 20. dag

                      28 dages cyklus = 21. dag

                      29 dages cyklus = 22. dag

                      30 dages cyklus = 23. dag

Undtagelse: Kvinder med uregelmæssige blødninger dvs. alle med en cyklus på mere end 35 dage mellem start af blødningerne, som følge af PCO, skal sættes i forbehandling med p-piller fra 1. blødningsdag for at regulere cyklus. Kvinden får derfor udleveret en recept på hormonpiller, Provera, til at udløse en menstruationsblødning, da der ellers kan gå flere måneder inden den kommer. Når blødningen starter skal kvinden påbegynde forbehandlingen med p-piller, og derefter ringe til klinikken og melde sig klar til behandling. Her plejer vi typisk at se kvinden på 18. P-pille dag, og ikke 21.cyklusdag, som ovenfor beskrevet, men ellers er forløbet det samme.

I vil i forbindelse med denne ”21. dags” skanning få en tid til en konsultation ca.14 dage efter, hvor du skal starte med selve hormonstimulationen (1. stimulationsdag), samt 8 dage efter (9. stimulationsdag), og en foreløbig tidsplan for ægudtagning og ægoplægning, som typisk finder sted ca. 12 -16 dage efter opstart med hormonindsprøjtningerne.

Detaljeret behandlingsbeskrivelse:

21. Cyklusdag (opstart af næsespray/indsprøjtning).

Du får ultralydsskannet livmoderen og æggestokkene, for at sikre at det er det optimale tidspunkt for opstart af nedregulering. Livmoderslimhinden skal på dette tidspunkt være tyk, og der skal være tegn på, at der har været ægløsning i én af æggestokkene i form af en sammenfalden ægblære.

Hos kvinder der ikke har regelmæssig menstruation, har vi typisk startet forbehandling i tre uger med p-piller, og her kan man ikke finde tegn på ægløsning men blot en slimhinde, som bærer præg af p-pillebehandlingen.

Du får instruktion i at tage næsespray (Suprecur eller Synarela) eller indsprøjtning (Suprefact eller Gonapeptyl). Hvis du allerede har købt medicinen, må du gerne medbringe den. Du skal også medbringe dit behandlingsskema (vi kalder det et stimulationsskema), som du har fået udleveret ved 1. konsultation.

Det afhænger af det enkelte tilfælde, hvor længe nedreguleringen skal tages, men det er ca. 14 dage.

Du skal tage ét pust næsespray fire gange dagligt.

Pustene skal fordeles med ligelige intervaller i de timer, du er vågen, dvs. morgen (straks, når du vågner), middag, sen eftermiddag (f.eks. til aftensmaden) og ved sengetid. Det er en god idé, at skifte mellem højre og venstre næsebor. Hvis du glemmer at tage et pust, skal du tage et ekstra pust næste gang, du husker at tage sprayen. Der må maksimalt gå 8 timer mellem sidste pust næsespray (til natten) og 1. pust (til morgen).

Nedreguleringens virkning

Forbehandling med Suprecur/Synarela/Suprefact/Gonapeptyl hæmmer hypofysens dannelse af de overordnede kønshormoner, der kaldes FSH og LH. Herved nedsættes risikoen for at kvinden selv får ægløsning før størstedelen af æggene er modne og kan tages ud mhp. befrugtning i laboratoriet. Det er derfor vigtigt, at fortsætte med nedreguleringen parallelt med den efterfølgende hormonstimulation. Sammenlagt skal du tage den nedregulerende medicin i tre-fire uger.

Bivirkninger under nedreguleringen

Bivirkninger, er ret sjældne, og kan være forbigående kvalme, hedeture, hovedpine, træthed og irritabilitet, Disse bivirkninger minimeres ved rigelig væskeindtag i dagtimerne og en god nattesøvn. Hovedpinen kan afhjælpes med Panodil á 500 mg (max. 2 tabletter x 4 dagligt).

Menstruation efter påbegyndelse af næsespray

Efter påbegyndelse af nedreguleringen vil der, som oftest, komme en menstruationslignende blødning inden for de første 10 dage. Blødningen kan vare lidt længere end normalt, eller kan efterfølges af pletblødning et par dage. Dette er helt normalt og som ofte et tegn på, at medicinen virker.

Hvis du ikke har fået menstruation før den aftalte næste konsultation ca. 14 dage efter, skal du ringe til os.

Dette er meget vigtigt, så du ikke møder forgæves op. Vi vil så give dig en ny tid, da den manglende blødning tyder på, at dine egne hormoner ikke er nedreguleret endnu, hvorfor du skal fortsætte med behandlingen en uges tid længere end først planlagt. Dette vil på ingen måde have negativ indflydelse på slutresultatet.

Cyster i forbindelse med nedreguleringen

Nogle gange skyldes den forsinkede menstruation at der, pga. hormonpåvirkningen, er dannet en godartet cyste (væskefyldt ægblære) i en af æggestokkene. Cysten kan, alt efter hvor stor den er, skabe uorden i hormonbalancen. Ved ultralydsskanning vil vi vurdere, om du blot kan nøjes med en uges ekstra nedregulering, som ofte får cysten til at forsvinde, eller om man skal tømme den ultralydsvejledt. Cyster, der kommer under nedreguleringen, er blot tomme ægblærer, der vokser, og de er helt ufarlige. De forsvinder normalt af sig selv.

Graviditet under nedreguleringen

I meget sjældne tilfælde opstår en spontan graviditet lige før påbegyndelsen af næsesprayen. I så fald er der en naturlig forklaring på den udeblevne menstruation, Det er derfor altid klogt, at lave en graviditetstest, hvis menstruationen udebliver. Næsesprayen påvirker ikke fosteret på nogen måde.

1. Stimulationsdag (opstart af hormonindsprøjtninger)

Du bliver igen ultralydsskannet, denne gang for at se om dine æggestokke og livmoder er blevet korrekt nedreguleret, så selve hormonstimulationen med indsprøjtninger kan startes. Nogle kvinder bløder fortsat på dette tidspunkt, hvilket ikke er en hindring for skanning eller for opstart af hormoner.

Du får også vejledning i injektionsteknik. Du skal tage den første FSH indsprøjtning (follikel stimulerende hormon: Gonal F, Pergoveris, Puregon eller Menopur) samme dag eller en af de følgende dage.
Den dag, hvor du starter med 1. hormonindsprøjtning kaldes 1. stimulationsdag. Hormonstimulationen vil altid være individuelt tilrettelagt, og når behandlingen påbegyndes, vil vi komme tilbage til, hvordan stimulationen vil være i dit tilfælde. Dette vil fremgå af dit personlige behandlingsskema, som skal følges dag for dag.

Du får, som oftest, tid til en ny skanning ni dage efter, at du er påbegyndt FSH indsprøjtningerne.

Du fortsætter med Suprecur næsespray, men nu kun tre pust dagligt/Synarela, 2 pust dagligt/
Suprefact i lavere dosis/Gonapeptyl i halv dosering

Hormonindsprøjtningernes virkning

Hormonindsprøjtningerne er et ægstimulerende hormon (FSH), som fremmer dannelsen af mere end dét ene æg, som du ellers ville danne hver måned.

Bivirkninger ved FSH indsprøjtningerne

De daglige hormoninjektioner af ægstimulerende hormon FSH, kan give en let ømhed af huden svarende til injektionsstedet. Nogle bliver oppustede i maven i dagene før ægudtagningen, hvilket skyldes, at æggestokkene, pga. de mange æg, vil fylde mere i maven end vanligt. Hovedpine kan også forekomme.

Man tager IKKE på af hormonbehandlingen, men man kan ophobe væske i kroppen, ligesom op til en menstruation. Når behandlingen er færdig bliver væsken  altid udskilt via nyrerne og urinen, .

9. Stimulationsdag (måling af ægblærernes antal og størrelse)

Du bliver igen skannet, så vi kan tælle antallet af ægblærer (follikler) og måle størrelsen af disse, for at fastslå det optimale tidspunkt for ægudtagningen. I de fleste tilfælde vil folliklerne have en størrelse, så vi med det samme kan lægge en tidsplan for, hvornår ægløsningssprøjten, Ovitrelle, skal tages, og den efterfølgende ægudtagning kan finde sted. I andre tilfælde er folliklerne for små, og du får derfor besked på at fortsætte hormonindsprøjtninger og komme til en ny skanning efter et par dage.

Forløbet ved ægudtagningen gennemgås grundigt, så du føler dig tryg ved den forestående behandling. Ved behov medgives beroligende medicin, som tages 2 timer førr ægudtagningen.

Hvis din mand ønsker at lave sædprøven hjemmefra, som skal bruges til at befrugte æggene med, skal du huske at bede om at få et sædglas med hjem.

Aflysning af behandlingen

I meget få tilfælde (ca. 2 %) vil væksten af folliklerne være utilfredsstillende, og behandlingen må opgives i den aktuelle måned. Konsekvenserne kan være, at der i en ny behandlingcyklus ændres på doseringen af FSH eller vælges en anden type hormon.

Ægløsningssprøjte

Den dag hvor du skal tage ægløsningssprøjten skal du hverken tage nedregulering eller FSH (Gonal-f, Pergoveris, Menopur eller Puregon).
Ovitrelle er et hormon, som er med til at færdigmodne æggene inden ægudtagning. Indsprøjtningen er meget, meget vigtig, og skal tages på et helt fast aftalt tidspunkt ca. 34-36 timer før ægudtagningen, dvs. sent om aftenen 1½ døgn forinden.
Tidspunktet for indsprøjtningen er vigtig, men en halv times afvigelse kan accepteres. Du kan selv tage den, ligesom FSH indsprøjtningerne.
Hvis du glemmer at tage Ovitrelle er det ikke muligt at få æg ud ved ægudtagningen, så husk den!

Bivirkninger af ægløsningssprøjten

Da Ovitrelle er et svangerskabshormon, kan det give samme symptomer som graviditet, ex. kvalme. Efter Ovitrellesprøjten er taget, kan de fleste kvinder mærke at deres æggestokke er vokset, og vil derfor have lettere smerter i underlivet samt en del slimet udflåd. Dette er helt normalt og en følge af hormonstimulationen, og er derfor ikke et tegn på for tidlig ægløsning. 

Ægudtagningen

Du og din mand skal møde på klinikken på det aftalte tidspunkt, og din mand må gerne være med under ægudtagningen. Selvom ægudtagningen foregår morgen eller formiddag, må du meget gerne have spist morgenmad, da dette nedsætter risikoen for at du bliver utilpas pga. for lavt blodsukker.
De fleste får en beroligende pille, som de tager to timer før ægudtagningen.

Vi starter ofte med at lægge lokalbedøvelse i skedevæggen i begge sider, så lokalbedøvelsen kan nå at virke inden selve ægudtagningen starter.

Der lægges desuden en kanyle i en blodåre i albuebøjningen, hvori der gives smertestillende medicin i form af Haldid (Fentanyl), som er et hurtigtvirkende, syntetisk morfinpræparat med minimale bivirkninger udover døsighed. Du kan også bede om at få akupunktur, som supplement til den smertestillende medicin.

De fleste kvinder vil være både nervøse og spændte. Hvordan vil det forløbe? Vil der være mange smerter? Hvor mange æg kommer der ud? De fleste oplever ægudtagningen helt udramatisk og føler kun lettere menstruations-lignende smerter. Vi informerer undervejs om, hvad der skal ske, så du kan nå at følge med.

Ægudtagningen foregår ultralydsvejledt gennem skeden. Der føres en kanyle gennem skedevæggen, hvor der tidligere er lagt lokalbedøvelse, direkte ind i ægblærerne i æggestokkene, som ligger på den anden side af skedevæggen med kun få millimeter imellem. Herved kan æggene suges ud. Dette gøres i begge sider, indtil alle ægblærer er tømte og tager normalt ca. 10 minutter. I kan under ægudtagningen selv følge med i processen på en videoskærm. Æggene er kun 1/10 mm store og ligger inde i folliklen omgivet af væske, og kan derfor ikke ses med det blotte øje. Dét, man kan se på ultralydsskanneren, er selve folliklen med væske, som bliver tømt og skyllet med skyllevæske (flushing). Follikelvæsken suges ned i et reagensglas og bringes ind på laboratoriet, hvor laboratoriepersonalet kigger på væsken under mikroskop. De kan med det samme se, om der befinder sig et æg i follikelvæsken. I vil selvfølgelig få oplyst, hvor mange æg der bliver taget ud. I gennemsnit tages der 8-10 æg ud, hvis kvinden er under 37-38 år. Er kvinden over 40 år er antallet halveret. I meget sjældne tilfælde lykkes det ikke at tage æg ud (2 %).  

Efter ægudtagningen, skal du hvile dig på klinikken i et af vores hvilerum. Din mand får besked om at lave en sædprøve i vores ”herreværelse”, hvis ikke han har medbragt den hjemmefra (se nedenfor).

Når du er frisk igen og føler at det smertestillende medicins sløvende effekt er ude af kroppen efter ca. en times tid, kan I tage hjem, og du skal herefter tage den med ro resten af dagen. Den medicin, du har fået, kan nedsætte din reaktionsevne, hvorfor du ikke må køre bil resten af dagen.

Efter ægudtagningen får du besked om, hvornår du skal påbegynde behandling med Crinone gel, som man typisk starter med at tage dagen efter ægudtagningen. Denne gel skal du lægge op i skeden morgen og aften og tage frem til graviditets test. Gelen giver dig et tilskud af hormonet progesteron. Normalt dannes dette hormon i æggestokkene, men produktionen kan være for lille efter nedreguleringen. Progesterontilskuddet skal gøre slimhinden mere modtagelig for de/det befrugtede æg. Gelen kan give lettere bivirkninger i form af forbigående væskeophobning i kroppen, skedekramper, svimmelhed, kvalme og brystspænding, men dette er sjældent.

Det er normalt, at der er lidt blødning og lettere smerter efter ægudtagningen. Smerterne vil normalt mindskes ved indtagelse af Panodil (2 tabletter x 2 dagligt).

I meget sjældne tilfælde kan der komme kraftige smerter, feber eller blødning fra skeden.  I er altid velkomne til at kontakte os i telefontiden fra 9.15-12.00 og 12.30-14.30 på 76 24 50 20 og herudover på vagttelefonen på 31 15 15 05. Ved akut behov for lægehjælp kontaktes vagtlæge eller ringes 112.

Sædprøve

Manden bliver efter ægudtagningen bedt om at lave en sædprøve, så æggene kan befrugtes. Vi har et specielt ”herreværelse eller sædrum” til formålet. Din mand må ikke have haft sædafgang de sidste 2 dage før. Da sæden heller ikke må blive for ”gammel”, anbefaler vi dog maksimalt fem dages afholdenhed. Anbefalingen med de to dage er med til at sikre, at sæden er frisk og derfor optimal, når æggene skal befrugtes. Har I under en times transporttid til klinikken, må din mand gerne lave sædprøven derhjemme i det udleverede bæger. Husk at holde bægeret tæt på kroppen, så sædprøven ikke bliver kold. bægeret skal ved ankomsten til klinikken afleveres til sekretæren eller laboratoriet.  

Hvis din mand har haft høj feber f.eks. som følge af influenza, halsbetændelse eller lignende op til tre måneder før behandlingen vil vi gerne vide det, da det kan forringe sædkvaliteten og  i sådanne tilfælde kan være nødvendigt at lave mikroinsemination (se nedenfor).

Befrugtning af æggene.

Æggene bliver tilført din mands oprensede sædceller med 150.000-500.000 sædceller til hvert æg. Herved håber man på, at den hurtigste og bedste sædcelle kan befrugte det enkelte æg.

Er der meget få sædceller eller har der i et tidligere forsøg været nedsat befrugtning af æggene, vil vi foreslå mikroinsemination (ICSI), for at optimere befrugtningsraten. Ved ICSI injiceres under mikroskop én sædcelle i hvert æg.

Der er en ekstra udgift på mikroinsemination, se gældende prisliste her.

Mikroinsemination er hel risikofri, og giver ingen øget misdannelsesfrekvens hos børnene. Enkelte drengebørn kan dog arve faderens nedsatte sædkvalitet.

Dagen efter kan vi se hvor mange æg, der er blevet befrugtet. Hvis I er interesserede, vil vi gerne ringe jer op om morgenen mellem 8.30 og 9.00 og give jer en status.

Befrugtede æg vil dele sig det næste døgn til to-seks celler. Er udviklingen tilfredsstillende, oplægges ét eller maximalt to æg, 2 - 6 dage efter ægudtagningen. Om der lægges ét eller to æg tilbage afhænger af æggenes udvikling, antal tidligere behandlinger og kvindens alder. Resten af æggene dyrkes videre i 5-6 dage i alt og opnår de det såkaldte blastocyst stadie, fryses ned. Hvis du får taget æg ud om fredagen, vil æggene altid blive lagt tilbage om mandagen, dvs. efter tre dages dyrkning eller alternativt 5-6 dage. Store undersøgelser har vist, at der ikke er forskel i resultaterne med to og tre dages dyrkning.

Hvordan bedømmer vi om æggene er egnede til tilbagelægning?

Erfaringer har vist, at de bedste chancer for graviditet opnås med æg, som har delt sig til fire celler to dage efter ægudtagningen og otte celler tre dage efter ægudtagningen. Endvidere er det et godt tegn, hvis cellerne i ægget er lige store (dvs. cellerne har delt sig lige over) og der ikke er for meget  såkaldt fragment inde i ægget. Fragment er rester efter celledelingerne, som ligger udenfor cellerne men indenfor æggeskallen. Nedenfor kan du se eksempler på æg af forskellig kvalitet:

 

    4-celle-uden-fragment   

  8-celle-uden-fragment  

   4-celle-med-lidt-fragment 

2-celle-meget-fragment

 4-celle embryon uden
fragment (dag 2)

 8-celle embryon uden
fragment (dag 3)

 4-celle embryon med
lidt fragment

Dårligt embryon
med fragment

 

Skal der lægges et eller to æg tilbage?

Når der skal besluttes hvor mange æg der skal lægges tilbage i livmoderen, vil vi altid følge retningslinjerne fra Dansk Fertilitetsselskab og Sundhedsstyrelsen:

Hvis der er mange flere befrugtede æg ned der bliver lagt tilbage, dyrkes de videre i i alt 5-6 dage og opnår de blastocyststadiet, fryses de ned. Fordelen ved at dyrke æggene til blastocyster er, at graviditetschancerne er større, hvis man lægger blastocyster tilbage i livmoderen, ligesom de bedre tåler nedfrysning på dette stadie. Ulempen er, at det kan være, at æggene ikke udvikler sig til blastocyster, og behandlingen således må aflyses.

Oplægning af det/de befrugtede æg

Ægoplægningen foregår som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Det/de befrugtede æg lægges op i selve livmoderen med et tyndt plastikrør, som føres op gennem livmoderhalskanalen. Proceduren er normalt fuldstændigt uden ubehag. Det er en fordel at møde med en normal fyldt blære, dvs. at du skal lade vandet to timer før og efterfølgende drikke et stort glas vand 1-2 timer før. Fordelen ved en fyldt blære er, at den er en hjælp til at presse den ofte fremadrettede livmoder tilbage, således at ægoplægningen lettes. Kvinder med en bagudrettet livmoder behøver derfor ikke at have fyldt blære.

Efter ægoplægningen skal du tage den lidt med ro, men ellers leve helt normalt. Da man ved, at et befrugtet æg sætter sig fast i livmoderslimhinden ca. 1-4 dage senere, er det også af psykologiske årsager hensigtsmæssigt at skabe optimale betingelser for denne proces ved at afholde sig fra store fysiske anstrengelser. Med andre ord, så er det ikke i den periode, man skal starte sin løbetræning, men hvis man er vant til at løbe flere gange om ugen, har kroppen vænnet sig til dette, hvorfor det nok ikke vil have en negativ indvirkning på graviditetschancen. Ægget/æggene er kun 1/10 mm store, og kan ikke falde ud af livmoderen. Vi anbefaler dog, at man holder sig fra kraftig motion, svømmehal og karbad i 2 uger efter. Samlivet kan genoptages efter 1 uge selvom du tager Crinone.   

Du har, som tidligere nævnt, siden dagen efter ægudtagningen anvendt Crinone gel, som er et progesterontilskud, som bedrer chancerne for at ægget/æggene kan udvikle sig og sætte sig fast.  Crinone indføres i skeden 2 gange dagligt de næste 14 dage med mindre andet er aftalt. Nogle kvinder vil opleve, at der kommer en del klumpet, gråligt udflåd. Overskydende rester kan ved behov fjernes om morgenen i brusebadet. Gelen kan påvirke slimhinden i livmoderen sådan, at menstruationen udebliver, også selvom der ikke er indtrådt graviditet. En udebleven menstruation er derfor ikke nogen garanti for graviditet. Crinone kan dog ikke give en falsk positiv graviditetstest, så hvis testen er positiv skyldes det en graviditet og ikke Crinone. Ved positiv test fortsættes med Crinone 2 gange dagligt til graviditetsskanningen. Er testen negativ stopper du med Crinone og afventer blødning. Er du i tvivl kan du uden risiko fortsætte med Crinone endnu et par dage og gentage graviditetstesten.

Aflysning af ægoplægning

Hvis æggene ikke er blevet befrugtede eller ikke har udviklet sig tilfredsstillende (ses hos ca. 8%), og der derfor ikke er mulighed for at lægge æg tilbage, vil I blive ringet op samme morgen, som ægoplægningen var planlagt. Der kan træffes aftale om det næste behandlingsforløb, eller evt. aftales en ny konsultation og samtale, hvor vi gennemgår den aktuelle, aflyste ægoplægning og planlægger et nyt forløb.

Nedfrysning af befrugtede æg

Skulle der være velegnede æg tilovers efter ægoplægningen, vil disse blive durket videre og frosset ned på blastocyst stadiet (5-6 dage efter æg udtagningen), hvis I ønsker det. I vil da få udleveret en frysetilladelse, som skal være skrevet under af begge parter før oplægning af fryseæg. Loven tillader opbevaring af æggene i 5 år, hvorefter de skal destrueres. Det er jeres ansvar at huske datoen for, hvornår æggene ”udløber”.

De nedfrosne, befrugtede æg må kun benyttes af jer, og må ikke doneres til andre barnløse par. Hvis I ønsker at donere æg til andre skal det være ubefrugtede æg. Såfremt I ønsker dette, skal I meddele os det så tidligt i forløbet som muligt. Ægdonation er som oftest anonym og uddybende beskrevet i afsnittet ”Ægdonation”.

Graviditetschance efter IVF/ICSI behandling

Chancen for at få en positiv graviditetstest per gennemført behandling afhænger meget af kvindens alder. På vores hjemmeside kan du altid holde dig ajour med klinikkens resultater. Vi har hvert år, siden klinikkens åbning, ligget blandt de højeste graviditetsrater i Danmark. Dette er vi naturligvis meget glade for, og det er vores mål at bevare den gode statistik.  
Fordelene ved at vælge en klinik med gode resultater er jo, at chancerne for at opnå et positivt resultat øges, og antallet af behandlinger minimeres.
I kan læse mere om vores behandlingsresultater her på hjemmesiden hvor vores resultater også er sammenlignet med landsgennemsnittet, se mere her. Alle danske klinikkers resultater bliver hvert år offentliggjort på Dansk Fertilitetsselskabs årsmøde og hjemmeside (www.fertilitetsselskab.dk).

Graviditetsprøve efter reagensglasbefrugtning

14-16 dage efter ægoplægningen foretages en graviditetstest. I får i forbindelse med ægoplægningen udleveret en graviditetstest, så I selv kan lave en graviditetstest på morgenurin. I bedes ringe til klinikken og fortælle om prøven er positiv. Det er vigtigt, at graviditetsprøven bliver foretaget, også selvom der er blødning. Man kan godt bløde lidt og alligevel være normalt gravid. En lille blødning kan imidlertid også være tegn på graviditet uden for livmoderen, og det er vigtigt at denne diagnose stilles så tidligt som muligt. Er du i tvivl om testen er positiv, må du prøve at teste igen et par dage senere.

Såfremt graviditetsprøven er positiv får I tid til graviditetsscanning tre til fire uger senere, hvor du da vil være i syvende - ottende graviditetsuge.

Husk at fortsætte med GraVitamin og progesteron (crinone).

Graviditetsskanning ved positiv test

Man vil ved graviditetsskanningen kunne se om graviditeten har udviklet sig normalt. 

I vil blive bedt om at gå til egen læge for at få oprettet svangrejournal og få taget doubletest samt blive henvist til nakkefoldsscanning.

Efter gennemført graviditet vil vi gerne informeres om fødslens forløb samt barnets/børnenes data og sundhedstilstand. I får ved graviditetsskanningen et skema med hjem, som vi vil bede Jer om at udfylde og sende til os efter fødslen. Sundhedsstyrelsen kræver at alle graviditeter og fødsler indrapporteres.

Hvis I skulle være så uheldige, at graviditeten ender med abort, vil vi derfor meget gerne have dette oplyst også.

I tilfælde af negativ test.

Hvis graviditetstesten er negativ, har I altid mulighed for at få en samtale med en af lægerne. Hver gang der oplægges befrugtede æg hos kvinder under 40 år er chancen for graviditet omkring 40-50%, afhængig af alder. Hos kvinder over 40 år er chancen halveret. En del må derfor skuffes med et negativt resultat. I har lige så stor chance for en positiv test ved hver ægoplægning, hvis der bliver lagt gode æg tilbage. Ved negativ test gennemgår vi alle led i behandlingen for at vurdere, om der skal finjusteres på nogle elementer i et nyt behandlingsforsøg. Vi håber selvfølgelig, at I ønsker at prøve igen, men vi anbefaler at vente med at starte ny behandling til efter den næste menstruation dvs. at der holdes en måneds pause. Man skal være opmærksom på, at menstruationscykli godt kan blive lidt langvarige efter hormonbehandlingen, idet det tager lidt tid inden kroppen har indstillet sig i et naturligt leje igen. Hvis man har fire-fem eller flere nedfrosne æg, anbefaler vi at disse som hovedregel anvendes før en ny stimulation. På denne måde kommer der en pause imellem behandlingerne, og opnås der en graviditet med fryseæggene undgår man at skulle igennem en ny IVF behandling.

Hvorfor blev vi ikke gravide?

Vi kender kun lidt til, hvorfor det ikke lykkes at blive gravid, hver gang vi tilbagelægger befrugtede æg i livmoderen.

Forklaringer er der mange af:

Overstimulation efter IVF/ICSI behandling

Overstimulation af æggestokkene ses af og til, især hos yngre kvinder med mange æg, og hos kvinder med PCO. Vi forsøger at undgå denne komplikation ved at tage højde for kvindens alder, æggestokkenes størrelse og antallet af æg ved ultralyd. Nogle patienter reagerer dog uventet meget kraftigt på hormonstimulationen og danner rigtig mange æg. 

I nogle tilfælde kan vi overveje evt. at nedfryse alle de udtagne og befrugtede æg, da graviditet kan forøge risikoen for forværring af symptomerne på overstimulation. Er der færre end 25 follikler, gennemfører vi normalt behandlingen.

Selv når der er færre end 25 follikler, kan der i tiden efter ægoplægningen komme symptomer på overstimulation, da æggestokkene vokser og i nogle tilfælde udskiller væske til bughulen.

Symptomer på overstimulation optræder to til 14 dage efter Ovitrellesprøjten.

Hvis din mave føles meget udspilet, vejrtrækningen er besværet pga. maven, og der er kvalme og/eller opkastninger, kan det være tegn på overstimulation, og det er derfor vigtigt, at du henvender dig telefonisk til IVF-SYD, så tidligt på dagen som muligt, så vi kan tage dig ind til en skanning samme dag. Ved skanning kan sværhedsgraden bedømmes og de rette tiltag iværksættes. Ved scanningen kigger vi specifikt efter om der er kommet væske i bughulen. Der findes som regel altid en smule væske her efter en ægudtagning, men hvis vi skønner at denne mængde er for stor, vil vi foretage en tapning af væsken gennem skeden, samt evt. give væske igennem en blodåre.  

Behandling af overstimulation

Som regel er konservativ behandling med rigelig væskeindtag tilstrækkeligt og tilstanden klinger af af sig selv. Vi anbefaler at drikke ca. 3 l væske om dagen. Det er især kaliumholdig væske, man mister ved overstimulation, idet der kan sive væske fra æggestokkene, blodkarrene og vævet ud i bughulen. Det er derfor en fordel, at supplere med ekstra kalium fra drikke- og fødevarer.  Der findes kalium i æble- og tomatjuice og mineralvand. Kaliumholdige fødemidler er groft brød, kartofler, mager fisk, spinat, bananer, kogt frugt, kogte grøntsager og rosiner. Det er også vigtigt at indtage ekstra protein, idet protein, ligesom væsken, passerer fra blodbanen ud i bughulen. Protein findes i kød, fisk, æg, mælkeprodukter, proteindrik, bønner, linser og nødder.

 

Hjemmesiden anvender cookies til statistik, denne information deles med tredjepart. Læs mere omkring cookies under Privatlivs- og cookiepolitik.Jeg tillader cookiesOK

EU Cookie Directive Plugin Information