Vejledning til kvinder, som gerne vil donere æg, og som ikke selv er i behandling for barnløshed.

Hormonstimulering bevirker, at du danner flere æg
I en normal cyklus danner du kun ét modent æg, som kan befrugtes per måned.

Hvis du vil donere ubefrugtede æg kræver det lidt flere æg end dette ene du danner hver måned. For at få dine æggestokke til at danne flere æg vil vi give dig en meget mild hormonstimulation, hvorved du danner ca. 5-6 æg. Dette er ca. halvdelen af det antal æg, som kvinder i reagensglasbehandling danner.

Hormonstimuleringen kan gøres på to måder - enten ved at du stikker dig i maveskindet med en lille pen hver dag i 7-9 dage (giver 5-6 æg), eller ved at du tager tabletter i 5 dage (giver 3-4 æg).

Ved ultralydsscanning kan vi se, hvornår dine æg er modne til at tage ud, typisk efter 11-13 dage.

Hvordan er forløbet?
Hvis du overvejer, at donere ubefrugtede æg, kan du komme til en helt uforpligtende samtale med en af vores to læger, hvor du bliver grundigt informeret om de etiske og juridiske forhold vedrørende ægdonation. Vi gør meget ud af at fortælle dig, at du kan vælge at donere enten anonymt eller ikke-anonymt. Samtidigt vil du blive informeret om den milde hormonbehandling, som du skal have for at stimulere æg dannelsen.

Hvis du i forbindelse med samtalen beslutter dig for at donere æg, vil vi optage en journal, hvor vi vil udspørger dig grundigt om din sundhedstilstand og arvelige sygdomme i din familie samt foretager en ultralydsundersøgelse af dine æggestokke og livmoder. Du vil også få taget en blodprøve for smitsomme sygdomme og vil blive podet for kønssygdom. Du skal underskrive en erklæring om donation.

Herefter vil du af en sygeplejerske, som efterfølgende bliver din kontaktsygeplejerske, få et lille kursus i, hvordan du stikker dig i maveskindet. At skulle stikke sig selv er noget mange frygter, men selve nålen er så lille og tynd, at du knapt mærker stikket.

Du vil få udleveret al nødvendig medicin til hele behandlingen. Hvis du har en almindelig spiral eller hormonspiral behøver denne ikke at blive fjernet, fordi du skal donere æg. Hvis du derimod tager p-piller, må du pausere med disse, mens behandlingen står på. I den pågældende periode kan vi lægge en spiral på dig, indtil du ønsker at genoptage p-pillerne igen.

Næste gang du får menstruationsblødning, vil vi bede dig ringe til IVF-SYD på: 76245020 fra kl.9.15 til 12.00 og fra 12.30 til 14.30, eller på 31151505, hvis det er en weekend.

Tidspunktet for ultralydsscanning af æggestokkene afhænger af, om du tager tabletter eller stikker dig selv for at stimulere modning af ægblærerne.

Stimulering med pen
Aftal med lægen eller sygeplejersken, hvornår du skal begynde at stikke dig med hormonpennen. Som regel skal du starte med pennen på 2. eller 3. cyklusdag. Hvis du ønsker det, kan du blot starte selv derhjemme, så du ikke behøver at bruge tid på at komme til os. Du er selvfølgelig altid meget velkommen til at blive scannet denne dag, hvis du ønsker det.

6 dage efter, skal du også samtidig med pennen tage en indsprøjtning hver dag, der hæmmer den spontane ægløsning. Også den får du grundig instruktion i at bruge.

Næste scanning vil være 8-9 dage efter opstart. Ved denne scanning vil vi vurdere, hvornår du skal have taget æg ud. Det vil typisk være 11-13 dage efter du er startet med pennen.

Stimulering med tabletter
Du skal tage Pergotimetabletter, som stimulerer dannelsen af ægblærer. Du skal tage 1 tablet 3 gange dagligt på dag 3,4,5,6 og 7 i din cyklus, så der modnes 3-4 ægblærer. Du skal møde til første scanning på ca. 10. cyklusdag.

Ægløsningssprøjte
Når ægblærerne ved en scanning viser sig at have den rette størrelse, skal du - uanset om du tager pennen eller tabletterne - give dig selv en indsprøjtning med det æg løsende hormon, Ovitrelle eller Suprefact. Indsprøjtningen skal tages 34-36 timer før ægudtagningen finder sted, dvs. ca. kl. 23 om aftenen to dage før. Dette har du fået en grundig instruktion i, da du var til scanning. Tidspunktet fremgår af dit behandlingsskema.

Hvordan foregår ægudtagningen?
På den aftalte dag møder du på klinikken, hvor du bliver modtaget af din kontaktsygeplejerske, som tilbyder dig beroligende og smertestillende medicin.

Du må gerne tage din kæreste/mand/mor/veninde med, som også gerne må være med under æg udtagningen. Selvom æg udtagningen foregår om morgenen eller formiddagen må du meget gerne have spist morgenmad, da dette nedsætter risikoen for at du bliver utilpas pga. for lavt blodsukker.

Hvis du ønsker det, kan du få en beroligende pille en halv time før ægudtagningen.

Vi starter ofte med at lægge lokalbedøvelse i skedevæggen i begge sider, så lokalbedøvelsen kan nå at virke inden selve æg udtagningen starter.

Der lægges en kanyle i en blodåre i albuebøjningen, hvori der gives smertestillende medicin i form af Haldid (Fentanyl), som er et hurtigtvirkende, syntetisk morfinpræparat med minimale bivirkninger udover døsighed. Du kan også bede om at få akupunktur, enten som supplement til den smertestillende medicin eller alene.

Vi giver dig også antibiotika i forbindelse med æg udtagningen, for at forhindre, at du får underlivsbetændelse efter indgrebet, selvom der er en ekstrem lille risiko.

De fleste ægdonorer vil være både nervøse og spændte. Hvordan vil det forløbe? Vil der være mange smerter? Hvor mange æg kommer der ud? De fleste oplever æg udtagningen helt udramatisk og føler kun lettere menstruations-lignende smerter. Vi informerer undervejs om, hvad der skal ske, så du kan nå at følge med.

Æg udtagningen foregår ultralydsvejledt gennem skeden. Der føres en tynd kanyle gennem skedevæggen, direkte ind i ægblærerne i æggestokkene, som ligger på den anden side af skedevæggen med kun få millimeter imellem. Herved kan æggene suges ud. Dette gøres i begge sider, indtil alle ægblærer er tømte og tager normalt ca. 5-10 minutter.

Efter æg udtagningen skal du hvile dig på klinikken i et af vores hvilerum, og du vil få tilbudt saftevand og frugt. Når du igen er frisk efter en halv til en times tid, kan du tage hjem. Hvis du har fået smertestillende og beroligende medicin må du ikke selv køre i bil. Hvis du får smerter i underlivet efter æg udtagningen kan du tage paracetamol ( f.eks. Panodil, Pinex eller Pamol).

Opfølgning
Du vil blive kontaktet af din kontaktsygeplejerske dagen efter æg udtagningen samt en uge efter, for at høre hvordan du har det, og så du kan få svar på eventuelle spørgsmål.

Ved tegn på komplikationer
Hvis der efter æg udtagningen, mod sædvane, kommer blødning, smerter eller feber, skal du ringe til IVF-SYD og bede om at tale med din kontaktsygeplejerske eller en læge. Er det weekend ringer du på vagttelefonen, 31151505.

Prævention
Det er meget vigtigt, at du bruger kondom i den periode, hvor du behandles med hormonstimulerende medicin, hvis du ikke har en spiral. Selvom man tømmer alle ægblærerne for modne æg kan der være nogle få umodne æg tilbage, som evt. kan modnes og befrugtes ved et ubeskyttet samleje op til en uge efter ægudtagningen.

Hvor mange gange må jeg donere æg?
Hvis du har lyst til at donere æg igen, er dette jvf. lovgivningen tilladt op til i alt 6 gange. Der skal blot være en måneds pause imellem. De fleste donorer ønsker kun at donere æg et par gange, enkelte vil gerne gøre det igen efter et par år for at give ægmodtageren mulighed for at få en biologisk søskende.

Frivillighed
Du kan når som helst i forløbet trække dit tilbud om ægdonation tilbage. Dette kan også ske den dag, hvor du skal have taget æggene ud. Hvis du efter æg udtagningen fortryder, vil æggene blive destrueret. Dog skal vi senest på æg udtagningsdagen have besked om dette.

Godtgørelse
Jvf. gældende lovgivning, må udbetale 7000 kr. i kompensation per gang du donerer æg.

 

Hjemmesiden anvender cookies til statistik, denne information deles med tredjepart. Læs mere omkring cookies under Privatlivs- og cookiepolitik.Jeg tillader cookiesOK

EU Cookie Directive Plugin Information