Spørgsmål? Kontakt os i dag.
Tilskudsregler og økonomi
Medicintilskud.
Folketinget har d. 21. december 2011 vedtaget en ændring af sundhedsloven, der med virkning fra den 1. januar 2012 afskaffer den øgede egenbetaling på fertilitetsmedicin, som blev indført den 1. januar 2011.
Det har en række konsekvenser for brugerne af fertilitetsmedicin.
Tilskud beregnes igen efter de almindelige medicintilskudsregler.
Tilskud til fertilitetsmedicin vil fra den 1. januar 2012 igen blive beregnet efter de almindelige medicintilskudsregler, som også gælder for al anden tilskudsberettiget medicin. I 2012 vil du derfor igen kun have én saldo i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR), dvs. at begreberne CTR-A og CTR-B vil forsvinde fra 1. januar 2012.
Mulighed for kronikertilskud genindføres
Ændringen betyder også, at det igen bliver muligt at få en bevilling af kronikertilskud, hvis man har store udgifter til fertilitetsmedicin.
Med en bevilling af kronikertilskud udgør den årlige egenbetaling til tilskudsberettiget medicin maksimalt 3.655 kr. (2012-niveau). Klinikken ansøger Lægemiddelstyrelsen om kronikertilskud for dig.
Der er i forbindelse med lovændringen lavet nogle overgangsregler, der sikrer, at ingen personer bliver ringere stillet end efter de regler, der gjaldt i 2011.
Disse overgangsregler betyder, at nogle personer får forhøjet deres tilskudssaldo og forlænget deres tilskudsperiode i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR). Det sker for at forhindre, at der er personer, der får en højere egenbetaling til fertilitetsmedicin i 2012, end de ville have fået efter reglerne gældende i 2011.
For de personer, der er berørt af overgangsreglerne sker ændringerne automatisk og centralt i Lægemiddelstyrelsen Centrale Tilskudsregister. Da apotekerne bruger oplysningerne i CTR, når de beregner tilskud i ekspeditionsøjeblikket, skal man ikke foretage sig noget for at få sit tilskud beregnet korrekt.
Du kan læse mere om de nye tilskudregler ved at klikke her.
Har du købt medicin til fertilitetsbehandling i 2011, er der indført en overgangsordning, se mere her.



